Velkommen til den nye avantgarde!
m/ Birk Horst 11. februar 2016

Velkommen til den nye avantgarde!
Glem Peter Bürger, Clement Greenberg, Slavoj Žižek og Walter Benjamin.
Avantgarden er her! Revolutionen kommer! Kunstbøllerne sejrer!


Program
1. My Art Day (2013, ins. Birk Horst) - 3 min
2. Dom (1958, ins. Walerian Borowczyk og Jan Lenica) - 11 min.
3. Fast film (2003, ins. Virgil Widrich) - 14 min.
4. Cyklus (2012, ins. Birk Horst) - 10 min
5. Ghost of Europe (2015, ins. Birk Horst) - 57 min.
6. Centenary Zero - Sequence I (2015, ins. Birk Horst) - 24 min.


wtf brah
I My Art Day (2013) besøger fortælleren Statens Museum for Kunst i håb om, at han kan finde på en ny avantgarde, så han imponere vennerne henne på galleriet. Avantgardens evige mantra om stadig fornyelse hviler som en forbandelse over den unge kunstner, der bl.a. filosoferer over en autentisk tilbagevenden til den politiske avantgarde.
For hvordan er avantgarden mulig, når selv avantgarden er blevet en kopi af sig selv, og indlemmet i den institution den prøver at bekæmpe?

Fornyelsens forbandelse
Originalitetens spøgelse har længe hjemsøgt kunstens hvide kube, men hvor den for nogen betyder en jagt efter kunstens nulpunkt, har andre forsøgt at skabe fornyelse via genbrug og at konstruere nye former og universer gennem kubistisk/dadaistiske collager.
På film var de polske filmskaber Walerian Borowczyk og Jan Lenica blandt de første, der i 1950'erne tog en animationsteknik op, hvor de ved hjælp af udklip fra aviser og reklamer skabte små dadaistiske maskiner, der leverede surrealistiske hallucinationer. Bl.a. filmen Dom (1958) går til angreb på mediernes billedsprog, og deres stil fik senere stor indflydelse på Terry Gilliams animationer for Monty Python's "Flying Circus".
Et lignende detournement foretager den østrigske Virgil Widrich i Fast Film (2003), hvor han ved hjælp af en fotokopi-maskine har stjålet sekvenser med højdepunkter fra filmens historie og klippet og foldet de flade billeder til at danne et nyt, origamisk film-rum.
Endelig bruger Birk Horst i Cyklus (2012) digitale effekter til at danne en simpel 3D-figur, der skaber en kaleidoskopisk kontrapunktik af figurer, og omformer de flade billeder til en fler-dimensionel plastik af billede og lyd.

Evig simulation og ubegrænset stimulation
Om disse syntetiske former er kunstens fremtid skal snart afgøres, da Aleksandr Zarubin i 2014 udgiver et manifest, der opfordrer hans følgere til at mødes med ham i Budapest til den kommende revolution. Straks efter udgivelsen drager kollektivet Kunstbøllerne på pilgrimsfærd mod Sydeuropa for at finde mesteren, og Birk Horst's film, Ghost of Europe (2014), præsenterer dokumentationen fra deres rejse. Deres oprindelig guerilla-dagbog transmitteres her af WAT TV, som har redigeret deres optagelser og lader Kunstbøllernes road movie forvandle sig til endnu et anarkistisk montage-univers af lyd, tekst og billede.
Endelig konstruerer Birk Horst i Centunary Zero (2015) en parallel-verden i 3D-animation, hvor en ny istid har udryddet en stor del af jordens befolkning. De overlevende mennesker har samlet sig på Antarktis og lever her i THE COLORSPHERE, mens krigen mod moder natur raser. WAT koncernen genoptræder i denne film i færd med skabe en hær, der kan vinde herredømme over de overlevende. Og igen kommer de i sammenstød med Kunstbøllerne, som de vil rekruttere under en fernisering på galleriet "White Cube", fordi WAT viser interesse for deres nyeste klonings-performance.
Filmen Centunary Zero er stadig et "work in progress", så hvor krigen bærer hen må fremtiden vise. Det skal dog ikke holde KaserneBiografen tilbage fra at vise første del af Birk Horst's seneste værk.

***

BIOGRAFI:
Birk Horst (f. 1989) er dansk fotograf og video-kunstner, der til dagligt går på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Har tidligere gået på Fotografisk Byhøjskole i Aarhus.
(C) Copyright 2016: Yantra.dk