Kammerpoesi
m/ Frederik Blæsild Vuust 19. april 2016

Tid og rum har altid været essentielle komponenter af filmen som udtryksform. Med opfindelsen af kameraet, der nu kunne optage tid, blev et helt nyt vokabular af verden tilgængeligt for filmkunstnere, og de to aspekter er fortsat ved at blive udviklet i samtidens filmkunst. Men foruden at kameraet gav adgang til en ny form for realistisk afbildning af virkeligheden, begyndte en række filminstruktører også at udforske og omforme filmens tid og rum til poetiske størrelser, der ikke bare skulle gengive virkeligheden, men som også kunne udtrykke sjælelige tilstande og filosofiske problemer.
I "Kammerpoesi" inviterer KaserneBiografen filminstruktøren Frederik Blæsild Vuust til at vise sin film "Stürz" (2015), der på poetisk vis eksperimenterer med at udtrykke tilstande ved at bruge filmen som tidens og rummets kunstform. I programmet får han selskab tre andre film i samme tradition, som skal være med til at belyse, hvordan filmpoesien har udviklet sig historisk.


PROGRAM
1. Romance Sentimentale (1930, Grigori Aleksandrov & Sergei M. Eisenstein) - 20 min
2. Ming Green (1966, Gregory J. Markopoulos) - 7 min
3. I... Dreaming (1988, Stan Brakhage) - 8 min
4. Stürz (2015, Frederik Blæsild Vuust) - 31 min


Den sovjetiske filminstruktør Sergei Eisenstein er nok mest kendt for sine kommunistiske propagandafilm og som en af montagens pioneerer. Men i 1930 blev han hyret til at lave "Romance Sentimentale", som er en kort, lyrisk film bygget op omkring en scene, hvor producerens kone sidder alene i sit hjem. Det simple portræt bliver dog i Eisensteins hænder til en mesterlig montage, hvor han klipper kvinden i stuen sammen med natur-billeder og Rodin-skulpturer, der gør filmen til et stykke nyskabende og musikalsk filmpoesi.

I "Ming Green" (1966) filmer Gregory Markopoulos sin lejlighed Greenwich Village kort inden han skal flytte fra den, og får filmen til at blive en slags mindesten over hans gamle hjem. Filmen følger i Eisensteins fodspor ved også at være en kompleks og rytmisk montage, der blander lejlighedens rum og opløser den i rene teksturer, farver og lys; og samtidig formår den korte, hurtige film at give et indtryk af, at det ikke blot er minutter og sekunder, vi her er vidner til, men snarere de måneder og år, hvor Markopoulos beboede disse rum.

Da Stan Brakhage i 1986 blev skilt fra sin kone, Jane, efter 30 års ægteskab, flyttede han for sig selv og indspillede i 1988 selvportrættet "I... Dreaming". Her afbilder han sig selv som en gammel mand, der skiftevis er alene i lejligheden og får besøg af sine børnebørn. Hverdagsscenerne sammenfletter han med fragmenter af Stephen Foster-sange og små digte, som han har indridset direkte i filmstrimlen, og resultatet er et både melankolsk og ømt psykodrama. "I... Dreaming" er desuden en af de få gange, hvor hverdagsrealisten Brakhage har vendt kameraet mod sig selv i stedet for sin familie og omgivelser.

Endelig fører programmet frem til i dag, hvor Frederik Blæsild Vuust's "Stürz" (2015) også tager kammerpoesien op og bygger en stille og musikalsk arkitektur omkring en sjælelig tilstand. I "Stürz" flettes det ensomme rum subtilt sammen med erindringer, medie-billeder og kunstværker i en meditation over tab og styrt. Filmen viderefører traditionen ved at have samme metaforiske nerve, og samtidig er den endnu en kompleks udforskning af filmpoesiens brug af tid og rum.

***

BIOGRAFI
Frederik Blæsild Vuust (født 1995) læser til dagligt litteraturhistorie på Aarhus Universitet.
(C) Copyright 2016: Yantra.dk